Året der gik 2016 – Det er sket hos DanRobotics

2016 nærmer sig sin afslutning, og vi hos DanRobotics kan se tilbage på et spændende og begivenhedsrigt år med mange projekter og nye kundeemner. Tid til et lille tilbageblik på hvad der er sket hos DanRobotics.

Nye medarbejdere

I løbet af 2016 har vi sat ekstra fokus på innovation og udvikling af vores robotløsninger, det har bl.a. gjort, at vi har budt fire nye medarbejdere velkommen i vores team.

Søren Hansen er blevet ansat som ny konstruktør i vores konstruktionsafdeling. Søren har mange års erfaring som konstruktør og har bl.a. tidligere arbejdet hos Jøni. I vores serviceafdeling har vi ansat Christian Thomsen som ny servicetekniker. Christian er en af DanRobotics unge talenter, og med sine 23 år er han faktisk vores yngste medarbejder. Også i vores svejseafdeling har vi fået et nyt ansigt. Allan Larsen er blevet ansat som robottekniker og udgør nu en del af vores svejseteam.
Desuden har vi øget vores antal af kvindelige medarbejdere med 100%, idet vi har fået Marilena Grewohl med ombord som studentermedarbejder inden for marketing og PR.

Vores 3D-printere vokser

Vores konstruktionsafdeling er vokset, og det kræver selvfølgelig at udstyret vokser med.
Søren og Stevan er glad! For man kan vist rolig sige, at vores nye 3D-printer er dobbelt så stor som ”den gamle” – men det er vel ikke størrelsen det kommer an på.  🙂

Vi tager på messe

I 2016 havde vi stor succes med vores deltagelse i DIRA Roadshow. Og også i det kommende år vil vi være tilstede på landets messer. Vi kan allerede nu med glæde meddele, at vi deltager på Værktøjsmaskiner (d. 28. april – 3. marts 2017) i Odense, hvor vi vil vise nogle af de nyeste løsninger inden for maskinbetjening mm. frem. Vi vil også være med på Hi17 (d. 3.-5. oktober 2017).

Sprit ny hjemmeside på vej

Også med henblik på vores nuværende hjemmeside, er der sket noget. Marilena er nemlig i fuld sving med at udvikle en ny forbedret hjemmeside.  Den nye hjemmeside forventes at være online i løbet af foråret 2017.

  • En lille og en ny stor 3D-printer

Vi ønsker alle et godt og robotrigt nytår!